Jeg har en et lille advokatkontor her i byen. Det er en lille provinsby. Her sker ikke så meget. Men som advokat nyder jeg anseelse, som jeg ikke har gjort mig fortjent til. En anseelse, som jeg helt sikkert ikke ville få, hvis jeg var advokat i Odense.
Alle i byen kender mig og ved, hvem jeg er. Så det her med anseelse medfører altså, også at jeg skal passe godt på med, hvad jeg siger og gør, når jeg er uden for mit hjem. Det kan være en byrde. Men jeg har lært at leve med det. Jeg går da også til alle de indvielser af udstillinger eller events, som byens kulturforening arrangerer. De er meget aktive og gør meget for at holde borgerne orienteret om, hvad der sker i kulturens verden. Det er fint.

Eksproprieringer

Lige i disse dage har jeg en hel del sager, der handler om ekspropriationer. Der skal etableres en ny ringvej, og jeg har lidt på fornemmelsen af alle landmændene, der har land i det område, har fundet ud af, at jeg ved noget om ekspropriation. I sidste uge mødte de op – næsten i samlet trop og bad mig om at tage deres sager og sørge for, at de får gode erstatninger fra det offentlige for de arealer, de mister.

Det er en opgave, jeg naturligvis tager på mine skuldre. Jeg har bedt om at få kopier af alle relevante papirer. Og jeg er virkeligt glad for, at jeg har fået en praktikant. Der er meget papirarbejde, som skal læses og granskes. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne overkomme det helt alene.

Kvik praktikant

Min praktikant er ganske kvik i hovedet. Så hun har fået lov til selv at skrive noterne ind i mine rapporter. Og hun er god til at skrive, så hun får også lov til at lave udkastene til korrespondancen, der skal skrives. Jeg kigger dog alt igennem, inden noget forlader kontoret her. Jeg skal være sikker på, at vi har de rigtige oplysninger på de rigtige steder. Ikke kun fordi jeg vil sikre, at jeg gør mit arbejde godt. Men også fordi jeg skal være parat til at kunne svare på alle mulige, mærkelige spørgsmål. Når som helst.

Møder dem jævnligt på gaden

Det kan jo godt hænde, at jeg møder en af landmændene nede på hovedgaden. Han vil naturligvis stoppe mig og forhøre sig om, hvordan det går med netop hans sag. Og så skal jeg bare kunne give ham et korrekt svar. Så ja, der er meget arbejde. Måske ikke verdens mest interessante arbejde. Men det er min virkelighed. Jeg er jo ikke en super kanon strafferetsadvokat, der er i mediernes søgelys, når der er skandalesager om korruption eller grove forbrydelser.

Jeg er en af de anonyme advokater, som hjælper almindelige borger med deres sager, så de får den behandling, de har ret til. Jeg er ikke mere end det. Og heller ikke mindre end det. Og jeg er glad for det. Det er bare min lille hverdag. Her i en vidunderlig, lille by uden for Odense.