En gang i mellem så ville jeg ønske, at vi kunne gå tilbage til dengang tingene ikke var så digitale. Altså dengang, hvor breve ankom med posten, og man skulle ringe op til telefoncentralen og bede om at blive sat i forbindelse med en eller anden, som man skulle tale med. Du ved, dengang hvor telefonpasning blev varetaget af kvinder, der sad på rad og række og stak kabler ind i et skab, som så forbandt de to telefoner.
Kønsrammer
Hvorfor dog det? Spørger du sikkert. Jo, fordi dengang var det ligesom lidt mere socialt at være på arbejde. Man kunne tale med sin sidemand, der på rækken med telefonkablerne. Altså hvis man havde tid. Travlhed har altid forhindret, at man taler.
I dag kan det være en noget ensom affære at være på arbejde. Også selvom man har kollegaer, som også laver telefonpasning. Men fordi alt er digitaliseret, og sker via internettet, har alle altid travlt. Og ingen synes, at de har tid til en lille sludder. Tager man sig tiden til en snak, får man lynhurtigt dårlig samvittighed, fordi man ved, at der er mange opringninger, som ikke er blevet besvaret.
Bedre teknologi
Desuden, dengang var teknologien ikke så god, som den er i dag. Selvom man havde høretelefoner på, når telefonpasningen stod på, så kunne man alligevel godt høre, hvis sidemanden talte med sin kæreste. Det kan man jo ikke i dag. I dag er de hovedtelefoner, jeg bruger så gode, at jeg ikke kan høre noget som helst ’udefra’. De isolerer simpelthen for al udefrakommende støj. Det, kan man så sige, kan da være en kæmpe fordel: Jeg behøver ikke at høre på, at min kollega ved siden af, fx, har en større diskussion med et familiemedlem. På den anden side, lydisolationen medfører, at man faktisk ikke rigtigt kender sine kollegaer. Vi ved ikke så meget om hinanden. Til gengæld er vi effektive. Meget mere end dengang, hvor alt var analogt.