Hvis der er noget, jeg ikke tidligere har vidst ret meget om, så er det da blandt andet kjoler. Og det blev ikke ret meget anderledes i dag, selv om jeg pludselig var havnet i den situation, at jeg måtte tage i byen sammen med vores datter, Rikke, for at finde en kjole til hende.

Min kone har for længe siden lovet Rikke, at vi nok skulle sponsorere en kjole til hende, når hun skal til den store afslutningsfest på gymnasiet om et par uger. Der er tilsyneladende blevet almindeligt, at de nybagte studenter klæder sig rigtigt flot på til denne begivenhed.

I hvert fald fortæller Rikke, at pigerne møder op i deciderede gallakjoler, mens drengene i mange tilfælde er iført smoking eller i det mindste et stilfuldt, mørkt jakkesæt. Ja, tiderne ændrer sig, tænker jeg bare, for i min ungdom var det bestemt ikke den slags påklædning, der var in i den slags tilfælde. Den gang skulle man nærmest demonstrere sin uafhængighed af konventionerne ved at klæde sig så afslappet som muligt.

Så langt så godt, men i går kom min kone hjem fra arbejde og fortalte, at hun desværre var nødt til at tage på en forretningsrejse til Fjernøsten, og det var tvingende nødvendigt, at hun tog af sted her i morges, for ellers var der risiko for at gå glip af en stor ordre.

Og så var det, at hun nærmest henkastet sagde til mig, at hun jo havde lovet Rikke at tage med ud at finde en flot kjole til gymnasiefesten. Men det må du tage dig af, sagde hun, for det bliver ganske enkelt for sent, når jeg vender hjem igen.

Nå ja, tænkte jeg, for mit vedkommende handler det vel bare om at stå parat med Dankortet, når Rikke har udset sig den rigtige kjole. Men jeg blev klogere, for når Rikke skal vælge tøj, har hun et behov for at få bekræftet, at det er det helt rigtige, hun vælger, så nu skulle jeg altså også agere smagsdommer med hensyn til kjoler.

Så i dag var vi inde i byen, hvor vi i Rikkes foretrukne forretning begyndte jagten på den helt rigtige kjole til hende. Ekspeditricen blev gjort bekendt med vores ærinde og tog os med over til afdelingen for festkjoler.

Jeg blev nærmest forfærdet over det gigantiske udvalg, for jeg forestillede mig, at Rikke skulle prøve et større antal af dem, før hun var i stand til at træffe en beslutning. Men helt så galt gik det heldigvis ikke, for Rikke gennemgik hurtigt de aftenkjoler, som hun umiddelbart syntes var interessante.

Hun holdt dem op i de bøjler, de hang på og kiggede på dem med en professionel mine. Så udvalgte hun sig to kjoler, som passede hende bedst med hensyn til farve og snit. Lidt senere kom hun ud fra prøverummet iført den ene af kjolerne.

Jeg klappede begejstret og fortalte hende, hvor smuk hun var. Men senere måtte jeg indrømme, at kjole nummer to sad bedre på hende, så det blev den, hun valgte.