Sådan virker det
En luft til vand varmepumpe indeholder en ventilator, der suger udeluften ind igennem varmepumpen. Her passerer luften en varmeveksler, der indeholder et kølemiddel. Dette kølemiddel har et meget lavt kogepunkt, og fordamper så snart det kommer i kontakt med varme.
Efter kølemidlet er fordampet, bliver det ledt videre ind til varmepumpens kompressor. Her bliver temperaturen og trykket øget, og således stiger dampens temperatur. Efter denne proces, ledes den meget varme damp ind til en kondensator. Når den varme damp har passeret kondensatoren, kan varmen afgives til din varmtvandsbeholder eller radiatorer.
Det kan være en god ide, at supplere din varmtvandsbeholder med en buffertank. Denne tank er i stand til at opbevare varmt brugsvand, således at du ikke er uden varmt vand i de perioder, hvor din varmepumpe ikke producerer nok varmt brugsvand til at dække husstandens behov.
En luft til vand varmepumpe er meget energieffektiv, og de fleste varmepumper leverer omkring 2-3 gange så meget varme, som de forbruger i strøm. Her er det vigtigt at du er opmærksom på varmepumpens COP-tal, der er et udtryk for varmepumpens effektivitet. Jo højere jo bedre. Varmepumpens COP-tal går også under navnet effektfaktor, og dette tal giver dig en mulighed for at sammenligne forskellige pumper. Du skal som udgangspunkt vælge den varmepumpe med det højeste COP-tal, da denne pumpe giver dig mest varme for pengene.